Johannesevangeliet
Kap. 2
v13 Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til
Jerusalem.
v14 På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og
duer, og dem, der sad og vekslede penge.
v15 Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra
tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes
mønter og væltede deres borde.
v16 Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk
herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!«
v17 Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet:
»Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«
v18 Jøderne sagde da til ham: »Hvilket tegn viser du os,
siden du gør dette?«
v19 Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil
rejse det igen på tre dage.« v20 Da sagde
jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse
det igen på tre dage?«
v21 Men det tempel, han talte om, var hans legeme.
v22 Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple
i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det
ord, Jesus havde sagt.
v23 Mens
han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans
navn ved at se de tegn, han gjorde.
v24 Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han
kendte alle,
v25 og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle
vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i
mennesket.
Kap 16
Jesu bortgang
v16 En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en
kort tid, så skal I se mig.« v17 Da sagde
nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han
siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid,
så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« v18 De
sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår
ikke, hvad han taler om.«
v19 Jesus
vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger
hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig
ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig?
v20 Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og
klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal
blive til glæde.
v21 Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes
time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere
sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.
v22 Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal
jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.
v23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig,
sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal
han give jer det.
v24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og
I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
v25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en
tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud
forkynde for jer om Faderen. v26 Den dag
skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede
til Faderen for jer,
v27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og
tror, at jeg er udgået fra Faderen. v28 Jeg
er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader
verden igen, og jeg går til Faderen.«
v29 Hans
disciple sagde: »Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder.
v30 Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug
for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.«
v31 Jesus svarede dem: »Tror I nu?
v32 Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal
spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene,
for Faderen er med mig.
v33 Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i
mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet
verden.«
Kap 17
Jesu sidste bøn
v1 Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:
»Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan
herliggøre dig,
v2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for
at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.
v3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste
sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
v4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den
gerning, du har givet mig at gøre.
v5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg
havde hos dig, før verden var til.
v6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig
fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast
ved dit ord. v7 Nu forstår de, at alt, hvad
du har givet mig, er fra dig.
v8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har
taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra
dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
v9 Jeg
beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet
mig, for de er dine;
v10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i
dem.
v11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og
jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det
du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
v12 Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit
navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik
fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i
opfyldelse.
v13 Nu kommer jeg til dig; og sådan taler jeg i verden, for
at de fuldt ud må have min glæde i sig.
v14 Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem,
fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.
v15 Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden,
men at du vil bevare dem fra det onde. v16 De
er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.
v17 Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.
v18 Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også
udsendt dem til verden.
v19 Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være
helliget i sandheden.
v20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved
deres ord tror på mig,
v21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg
i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har
udsendt mig.
v22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for
at de skal være ét, ligesom vi er ét,
v23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive
ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket
dem, som du har elsket mig.
v24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du
har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du
har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.
v25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg
har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig;
v26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det
kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem,
og jeg i dem.«
Kap 18
Tilfangetagelsen i Getsemane
v1 Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine
disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en
have, som han og hans disciple gik ind i.
v2 Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér
mødtes Jesus ofte med sine disciple.
v3 Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes
og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og
fakler og våben.
v4 Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik
ud til dem og spurgte: »Hvem leder I efter?«
v5 »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det
er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.
v6 Da Jesus sagde: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt om
på jorden.
v7 Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus
fra Nazaret,« svarede de.
v8 Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt
jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.«
v9 For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i
opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.«
v10 Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og
slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham;
tjeneren hed Malkus.
v11 Jesus sagde til Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle
jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«
v12 Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter
anholdt nu Jesus og bandt ham;
v13 de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til
Kajfas, der var ypperstepræst det år.
v14 Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det
var bedst, at ét menneske døde for folket.
Jesus for ypperstepræsten og
Peters fornægtelse
v15 Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus.
Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i
ypperstepræstens gård sammen med Jesus,
v16 men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden
discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med
pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind.
v17 Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til
Peter: »Er du ikke også en af den mands disciple?« »Nej, jeg er
ikke,« svarede han.
v18 Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af
trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod
og varmede sig sammen med dem.
v19 Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og
om hans lære.
v20 Jesus svarede ham: »Jeg har talt til verden i fuld
offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på
tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har
jeg intet talt.
v21 Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig,
hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.«
v22 Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som
stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham:
»Er det en måde at svare ypperstepræsten på?«
v23 Jesus svarede: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis,
at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«
v24 Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.
v25 Imens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til
ham: »Er du ikke også en af hans disciple?« Han nægtede det og
sagde: »Nej, jeg er ikke.«
v26 Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning
til ham, som Peter havde hugget øret af: »Så jeg dig ikke i haven
sammen med ham?«
v27 Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.
Jesus for Pilatus
v28 De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg.
Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at
de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.
v29 Pilatus gik ud til dem og sagde: »Hvilken anklage
fremfører I mod denne mand?«
v30 De svarede: »Havde han ikke været forbryder, ville vi
ikke have udleveret ham til dig.«
v31 Pilatus sagde til dem: »Så tag I ham og døm ham efter
jeres lov.« Jøderne sagde: »Vi har ikke ret til at henrette nogen.«
v32 For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han
sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.
v33 Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig
og sagde til ham: »Er du jødernes konge?«
v34 Jesus svarede: »Siger du det af dig selv, eller er det
noget, andre har sagt dig om mig?«
v35 Pilatus svarede: »Er jeg måske jøde? Det er dit eget
folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har
du gjort?«
v36 Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var
mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke
skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne
verden.«
v37 Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus
svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er
jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver,
som er af sandheden, hører min røst.«
v38 Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?«
Da han havde sagt det, gik han
atter ud til jøderne og sagde til dem: »Jeg finder ham ikke skyldig.
v39 Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en
fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
v40 De råbte tilbage: »Ikke ham, men Barabbas!« Barabbas
var en røver.
Kap 19
v1 Pilatus tog så Jesus og lod ham piske.
v2 Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på
hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham,
v3 stillede sig foran ham og sagde: »Hil dig, jødernes
konge!« og slog ham i ansigtet.
v4 Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: »Nu
fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham
skyldig.«
v5 Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på.
Pilatus sagde til dem: »Se, her er manden!«
v6 Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
»Korsfæst ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Så tag I ham
og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«
v7 Jøderne svarede: »Vi har en lov, og efter den lov skal
han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«
v8 Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange,
v9 og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus: »Hvor
er du fra?« Men Jesus gav ham intet svar.
v10 Pilatus sagde så til ham: »Svarer du mig ikke? Ved du
ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste
dig?«
v11 Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt
over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der
udleverede mig til dig, større synd.«
v12 Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne
råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør
sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«
v13 Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han
satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på
hebraisk Gabbata.
v14 Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette
time. Pilatus sagde til jøderne: »Her er jeres konge!«
v15 Da råbte de: »Bort med ham, bort med ham, korsfæst
ham!« Pilatus sagde til dem: »Skal jeg korsfæste jeres konge?«
Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden konge end kejseren.«
v16 Da udleverede han Jesus til dem, for
at han kunne blive korsfæstet.
Korsfæstelsen
Så tog de Jesus med sig;
v17 han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes
Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata,
v18 hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én
på hver side, med Jesus i midten.
v19 Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset.
Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.«
v20 Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor
Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på
hebraisk, latin og græsk.
v21 Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv
ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«
v22 Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«
v23 Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans
klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også
kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke
fra øverst til nederst;
v24 derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i
stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan
skulle det skriftord gå i opfyldelse:
De delte mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min klædning.
Det gjorde soldaterne altså.
Jesu død
v25 Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster,
Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene.
v26 Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel,
han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.«
v27 Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra
den time tog disciplen hende hjem til sig.
v28 Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og
for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.«
v29 Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp
fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.
v30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er
fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
v31 Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke
skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor
sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte
blive knust og de døde taget ned.
v32 Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på
den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.
v33 Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død,
knuste de ikke hans ben,
v34 men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og
der kom straks blod og vand ud.
v35 Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I
skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler
sandt.
v36 Dette skete, for at det skriftord skulle gå i
opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«
v37 Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til
ham, de har gennemboret.«
Gravlæggelsen
v38 Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men
hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte
tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog
Jesu legeme ned.
v39 Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var
kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og
aloe, omkring hundrede pund.
v40 Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det
sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved
begravelse.
v41 På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der
en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde
været lagt nogen.
v42 Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus
dér, fordi den grav var i nærheden.
Kap 20
Jesu opstandelse
v1 Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det
endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at
stenen var flyttet fra graven.
v2 Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden
discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet
Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.«
v3 Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til
graven.
v4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran,
hurtigere end Peter, og nåede først til graven;
v5 han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men
han gik ikke ind.
v6 Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem;
han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der
v7 og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå
ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig
selv.
v8 Da gik også den anden discipel derind, han som var
kommet først til graven, og han så og troede.
v9 Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord
om, at han skulle opstå fra de døde.
v10 Disciplene gik så hjem igen.
Den opstandne Jesus og Maria
Magdalene
v11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu
stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven
v12 og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu
legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne.
v13 De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun
svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har
lagt ham.«
v14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så
Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
v15 Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem
leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham:
»Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du
har lagt ham, så jeg kan hente ham.«
v16 Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og
sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester.
v17 Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg
er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og
sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud
og jeres Gud.«
v18 Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg
har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Den opstandne Jesus og disciplene
v19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens
disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom
Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med
jer!«
v20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin
side. Disciplene blev glade, da de så Herren.
v21 Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som
Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
v22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde:
»Modtag Helligånden!
v23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt,
nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Den vantro Thomas
v24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke
været sammen med dem, da Jesus kom.
v25 De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.«
Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans
hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i
hans side, tror jeg det ikke.«
v26 Otte
dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med
dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem
og sagde: »Fred være med jer!« v27 Derpå
sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og
ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men
troende.«
v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!«
v29 Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig.
Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Evangelieskriftets formål
v30 Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple
så; dem er der ikke skrevet om i denne bog.
v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er
Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans
navn.
Kap 21
Jesus og disciplene ved Tiberias Sø
v1 Derefter
åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik
sådan til:
v2 Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra
Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var
sammen.
v3 Simon Peter sagde til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De
sagde: »Vi tager med dig.« De tog af sted og gik om bord i båden,
men den nat fangede de ingenting.
v4 Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden;
disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. v5 Han
sagde til dem: »Børn, har I noget at spise?« »Nej,« svarede de.
v6 Han sagde til dem: »Kast nettet ud på højre side af
båden, så skal I få fangst.« De kastede det ud, og nu kunne de ikke
trække det ind igen, så mange fisk var der.
v7 Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: »Det er
Herren.« Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om
sig – han var ellers nøgen – og sprang ud i vandet.
v8 De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt
fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med
fiskene på slæb.
v9 Da de
kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget
brød. v10 Jesus sagde til dem: »Kom med
nogle af de fisk, I lige har fanget.« v11 Simon
Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store
fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke.
v12 Jesus sagde til dem: »Kom og spis!« Ingen
af disciplene turde spørge ham: »Hvem er du?« For de vidste, at det
var Herren.
v13 Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og
ligeledes fisken.
v14 Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for
disciplene, efter at han var opstået fra de døde.
Jesus og Simon Peter
v15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon,
Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja,
Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine
lam!«
v16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon,
Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at
jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«
v17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes'
søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang
spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved
alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine
får! v18 Sandelig, sandelig siger jeg dig:
Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men
når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal
binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«
v19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle
herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham:
»Følg mig!«
v20 Da Peter vendte sig om, ser han den discipel følge
efter, som Jesus elskede, og som ved måltidet havde siddet lige ved
siden af ham og spurgt: Herre, hvem er det, der skal forråde dig?
v21 Da nu Peter så ham, sagde han til Jesus:
»Herre, hvad så med ham?« v22 Jesus sagde
til Peter: »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad
angår det så dig? Følg du mig!« v 23 Da kom
det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø.
Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil,
at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?
v24 Det er den discipel, som vidner om dette, og som har
skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.
v25 Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der
skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne
rumme de bøger, som så måtte skrives.
Johannesevangeliet på nettet:
http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm
Find:
Det Nye Testamente, Johannesevangeliet,
kap. 2