Påske, Palmesøndag, den 'stille uge'. Ifølge en beslutning, der blev taget på et kirkemøde i byen Nikæa år 325, falder påskesøndag altid den første søndag efter første fuldmåne efter 21. marts. Påskedag kan derfor i praksis falde mellem 22. marts og 25. april. Den såkaldt 'stille uge' begynder med palmesøndag. Denne uge blev også kaldt 'dimmeluge'. Navnet kommer af ordet dymbill, der betegner en træknebel, som kunne sættes i kirkeklokken i stedet for den sædvanlige af metal - så klokken fik en mere dæmpet klang. De steder, hvor man ikke kunne påmontere en træknebel, viklede man i stedet uldne klude om klokkens metalknebel. Dagene i den stille uge havde hver sit navn: palmesøndag, blå mandag, hvide tirsdag, askeonsdag, skærtorsdag, langfredag, skidenlørdag eller påskeaften samt påskesøn­dag. Palmesøndag. Er navngivet til erindring om Jesu indtog i Jerusalem, hvis indbyggere modtog ham med glædesråb og strøede pal­megrene på vejen foran det æsel, som han red på.

Overtro og varsler:
Hvis det regner på palmesøndag, giver det dårlig høst. Regnen blev sikkert betragtet som et billede på Jesus, som græd over Jerusalem. Er Palmesøndag klar, bliver det et frugtbart år.

Blå mandag
Navnet skyldes, at altret denne dag (i katolsk tid) blev dækket med en blå dug.

Den 'stille uge', hvide tirsdag og askeonsdag.
Disse ugedages tilnavne modsvarer tilnavnene fra faste­lavn. Hvide tirsdag: Den dag spiste man varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller (”bollemælk”). Herfra betegnelsen hvide. Askeonsdag er betegnelsen for starten på den egentlige faste ved Fastelavn, men også den onsdag der ligger før skærtorsdag. Man skulle møde op i kirken med et askekors malet i panden. Askekorset afskaffedes ved Reformationen, men navnet lever videre.

Skærtorsdag, helligdag
Skær betyder ren og viser hen til, at Jesus på den dag vaskede disciplenes fødder. Denne handling blev flere steder efterlignet af munkene, der, som tegn på kristen ydmyghed, vaskede de fattiges fødder. Munkenes 'fodtvætning' blev dog ikke altid foretaget på selve skærtorsdag, men kunne henlægges til en anden dag i den stille uge. Skærtorsdag har som bekendt både mørke og lyse sider. Til de mørke hører, at Jesus blev forrådt af Judas. Til de lyse hører, at det er dagen for nadverens indstiftelse.

Overtro og varsler:
Til middag skulle hele husstanden spise 'skærtorsdagssøbe' eller 'ni slags kål til påske'. Det var en suppe, der skulle koges på ni slags grønt, så ville man være beskyttet mod sygdom i det kommende år. Hvis påsken faldt meget tidligt, kunne det jo være svært at få fat i ni slags grønt. Så klarede man sig med spirer af mælkebøtte, skvalderkål, brændenælde samt knopper fra træerne. Men hvorfor nu lige præcis ni slags grønt? Jo, ni­tallet var et helligt tal. Det skyldes sikkert først og fremmest den biologiske kendsgerning, at der går ni måneder fra undfangelse til fødsel.
Der er også den matematiske ejendommelighed ved ni-tallet, at ligegyldig hvilket enkelt tal man ganger med ni, så vil tværsummen altid blive ni. Noget tilsvarende gælder ikke for andre tal. Fik man de ni slags grønt denne dag, var man også beskyttet mod heksenes kunster. Disse troldkvinder havde ifølge folketroen været ude at flyve natten til skærtorsdag, men kom altid hjem inden skærtorsdag aften. Så skulle de nemlig i kirke!
Mange var derfor bange for at gå ind i Guds hus denne aften - uanset om de havde spist ni slags grønt eller ej. De modige havde imidlertid nu en chance for at finde ud af, hvem der drev trolddom dér på egnen: man skulle bruge et hønnikeæg - en ung hønes allerførste æg. Det gav kraft til at se heksene i kirken, hvis man havde det i lommen. Folk, som havde prøvet at være i kirke med et hønnikeæg i lommen, kunne fortælle, at heksene - som resten af året lignede alle andre - så viste sig at være iført de mærkeligste former for hovedtøj: lerpotter, flødebøtter, vaser og meget andet. Ægget havde efter sigende endnu større kraft, hvis det blev lagt i lommen på en, som ikke vidste, at det var der! Denne aften besad også luften ekstra kraft. Derfor skulle man hænge klæder og sengetøj ud, for så forsvandt møl, lopper og lus helt bestemt. Også på skærtorsdag lagde man mærke til vejret, for: Skærtorsdags regn bærer guld i gren. Og Skærtorsdags tø giver mange læs hø.

Langfredag, helligdag
Årets mest stille og sorgfulde dag. Man mindes, at det var denne dag Jesus blev henrettet ved korsfæstelse!

Overtro og varsler:
Overalt spiste man den tarveligste mad. Rugmelsgrød var det almindeligste; men hvis man kom honning på, ville man ganske bestemt slippe for mavepine resten af året! På denne dag måtte man ikke sy, strikke, spinde m.m. Gjorde man det alligevel, var det sikkert og vist, at man fik bulne fingre.
Angående vejret hed det: Drypper det fra træerne langfredag morgen, kan bonden roligt give rigeligt foder til dyrene. Men i modsat fald skal der spares, da det så vil blive småt med foder, inden sommeren kommer. Regn langfredag spåede på den anden side et koldt forår og en dårlig rughøst.
Og: Langfredags mørke med tåge, da må vi hjertelig vor Gud anråbe, men bliver den klar, da får vi et godt og frugtbart år.
Men hvordan vejret end var på langfredag, så troede man, at Solen dog ville skinne én gang i løbet af dagen, og at vinden én gang i løbet af dette døgn ville slå om i nordvest og bringe en smule mildhed.


Påskelørdag
Blev også kaldt påskeaften, men endnu oftere skidenlørdag, fordi mange denne dag spiste 'skidne æg', dvs. hårdkogte æg i sennepssovs.!

Påskedag, helligdag
Påskens placering blev bestemt på et kirkemøde 325 i Nikæa. Her blev der truffet en endelig afgørelse om, at festen for Kristi opstandelse altid fandt sted på en søndag, og denne søndag skulle være den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder at den søndag kan ligge mellem 22.03 og 25.04..

2. påskedag, helligdag

3. påskedag og indtil 1770 var også den helligdag!