Sikken voldsom trængsel og alarm

Teksten er af Peter Faber (1810-1877) og melodien af Emil Horneman (1809-1870).

Sangen menes at være fra omkring 1850, og findes første gang trykt i Peter Fabers "Viser og vers" fra 1877, udgivet af sønnen William.
Den fik en større udbredelse efter at være trykt i juletillægget til "Illustrerede Tidende" 25.12.1881.

Sikken voldsom trængsel og alarm,
det er koldt og man må gå sig varm;
lygten tændes klokken fire alt,
det skal være aften med gevalt.
Midt på gaden sælges træer og frugt
se, butikken hvor den stråler smukt,
varer kan man få i tusindvis,
tænk Dem bare under indkøbspris,
pris, pris, pris, pris, pris, pris,
tænk Dem bare under indkøbspris.

Håndværksmanden han må holde her,
kunstneren har også sit besvær,
og hans værker spredes trindt omkring
takket være Hornemann og Bing,
Man af kundskabsvæsnet ser,
at poeterne bli'r fler og fler
selv min lille bly, forfrosne fugl
kvidrer med i dag, for det er jul,
jul, jul, jul, jul, jul, jul,
kvidrer med i dag, for det er jul.

Pyntet smukt af en usynlig hånd
står nu træet der med lys og bånd,
døren åbnes og man strømmer ind,
kredsen sluttes med begejstret sind.
Børnene de hopper rask af sted,
bedstefader han er også med,
lad os tage del i deres sang,
brødre, vi var også børn engang,
gang, gang, gang, gang, gang, gang,
brødre, vi var også børn engang.

Juleaften, o hvor er du sød
så skal alle folk ha' risengrød;
æbleskiven bliver flittigt vendt,
gåsestegen er til bag'ren sendt.
Bonden sidder tidligt ved sit fad,
Sikken Guds vedsignelse af mad,
lænkehunden selv får dobbelt sul,
den skal også vide, det er jul,
jul, jul, jul, jul, jul, jul,
den skal også vide, det er jul.

Når man ikke er en doven krop,
står man julemorgen tidligt op,
klokken kimer, gaden er så glat,
kirken lyser i den stille nat.
Indenfor er sang og festlig fred
og man føler sig så vel derved,
allerhelst når præk'nen ikke dur,
thi så får man sig en lille lur,
lur, lur, lur, lur, lur, lur,
thi så får man sig en lille lur.

Opad dagen går man byen rundt
trækker vejret lidt, det er så sundt;
alle folk er i det nye stads,
men om aftnen er der fint kalas.
Gud velsigne den, der først opfandt
det at lege jul og give pant;
unge pige! Lad os lege skjul,
giv mig kun et kys, det er jo jul
jul, jul, jul, jul, jul, jul,
giv mig kun et kys, det er jo jul.

Du, som sendte os den skønne fest,
hvad der båder os, det ved du bedst
dog jeg har det håb, at før jeg dør
du ej nægter mig en vis favør;
drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med - thi den er falsk og hul -
rør blot ikke ved min gamle jul!
jul, jul, jul, jul, jul, jul,
rør blot ikke ved min gamle jul!