Juleeventyr af H. C. Andersen,
1805-75.Nissen hos
Spekhøkeren.
H. C. Andersen: Eventyr 57:
Nissen hos Spekhøkeren. (1853)
Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede
Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede
hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver
Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i! det kunde
Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget
lærerigt.
En Aften kom Studenten ind fra Bagdøren for selv at kjøbe sig
Lys og Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han fik
hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket "god Aften"
af Spekhøkeren og af Madammen, og det var en Kone, som kunde mere,
end nikke, hun havde Talegaver! - og Studenten nikkede igjen og
blev saa staaende midt i Læsningen af det Blad Papir, der var lagt
om Osten. Det var et Blad, revet ud af en gammel Bog, der ikke
burde rives istykker, en gammel Bog, fuld af Poesi.
"Der ligger meer af den!" sagde Spekhøkeren, "jeg gav en gammel
Kone nogle Caffebønner for den; vil De give mig otte Skilling,
skal De have Resten!"
"Tak," sagde Studenten, "lad mig faae den istedetfor Osten! jeg
kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele den Bog
skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en
practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere paa, end den
Bøtte!"
Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men Spekhøkeren loe
og Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Spøg. Men
Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker, der
var Huusvært og solgte det bedste Smør.
Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa
Studenten nær, gik Nissen ind og tog Madammens Mundlæder, det
brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa
nogensomhelst Gjenstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale
sine Tanker og Følelser ligesaa godt, som Madammen, men kun een ad
Gangen kunde faae det, og det var en Velgjerning, for ellers havde
de jo talt hverandre i Munden.
Og Nissen satte Mundlæderet paa Bøtten, hvori de gamle Aviser
laae: "Er det virkeligt sandt," spurgte han, "at de ikke veed,
hvad Poesi er?"
"J, det veed jeg," sagde Bøtten, "det er saadant noget, som
staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe,
at jeg har mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun
en ringe Bøtte imod Spekhøkeren!"
Og Nissen satte Mundlæderet paa Caffemøllen, nei, hvor den gik!
og han satte det paa Smørfjerdingen og Pengeskuffen; - Alle vare
de af Mening, som Bøtten, og hvad de fleste ere enige om, det maa
man respectere.
"Nu skal Studenten faae!" og saa gik Nissen ganske sagte af
Kjøkkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var Lys
derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet og saae, at
Studenten læste i den pjaltede Bog nedefra. Men, hvor der var lyst
derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en
Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og bredte
sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt og
hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med Øine saa mørke og
straalende, andre saa blaa og forunderlige klare. Hver Frugt var
en skinnende Stjerne, og saa sang og klang det vidunderligt
deiligt!
Nei, saadan Herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt sig,
end sige seet og fornummet. Og saa blev han staaende paa
Taaspidserne, kiggede og kiggede, til Lyset derinde slukkedes;
Studenten blæste nok sin Lampe ud og gik til Sengs, men den lille
Nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu saa blød og
deilig, en yndig Vugge-Vise for Studenten, der lagde sig til Ro.
"Her er mageløst!" sagde den lille Nisse, "det havde jeg ikke
ventet! - Jeg troer, at jeg vil blive hos Studenten -!" - og han
tænkte - og tænkte fornuftigt, og saa sukkede han: "Studenten har
ingen Grød!" - og saa gik han - ja, saa gik han ned igjen til
Spekhøkeren; - og det var godt han kom, for Bøtten havde næsten
forbrugt alt Madammens Mundlæder, ved at udtale fra een Led alt
hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende
sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da Nissen kom
og tog Mundlæderet igjen til Madammen; men hele Boutiken, fra
Pengeskuffen til Pindebrændet havde fra den Tid Mening efter
Bøtten, og de agtede den i en saadan Grad, og tiltroede den
saameget, at naar Spekhøkeren siden efter læste "Kunst- og
Theateranmeldelser" af sin "Tidende", den om Aftenen, saa troede
de, at det kom fra Bøtten.
Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til al den
Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede fra
Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare stærke
Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind
af Nøglehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi føle
ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over det, og
han brast i Graad, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der
var i denne Graad noget saa velsignet! - Hvor det maatte være
mageløst deiligt, at sidde med Studenten under det Træ, men det
kunde ikke skee, - han var glad ved Nøglehullet. Der stod han
endnu paa den kolde Gang, de Efteraars-Vinden blæste ned fra
Loftslugen og det var saa koldt, saa koldt, men det følte den
Lille først, naar Lyset slukkedes inde paa Tagkammeret, og Tonerne
døde hen for Vinden. Hu! saa frøs han og krøb ned igjen i sin lune
Krog; der var mageligt og behageligt! - Og da Julegrøden kom med
en stor Klump Smør, - ja, saa var Spekhøkeren Mester!
Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder
paa Vindues-Skudderne, Folk udenfor dundrede paa; Vægteren peeb,
der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her i
Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forfærdelse!
Spekhøker-Madammen blev saa befippet, at hun tog sine
Guld-Ørenringe af Ørene og puttede dem i Lommen, for dog at redde
Noget, Spekhøkeren løb efter sin Obligationer og Tjenestepigen
efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til; hver vilde redde
det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse, og i et Par Spring
var han oppe af Trappen og inde hos Studenten, som stod ganske
rolig ved det aabne Vindue og saae ud paa Ilden, der var i
Gjenboens Gaard. Den lille Nisse greb paa Bordet den vidunderlige
Bog, puttede den i sin røde Hue og holdt paa den med begge Hænder,
Husets bedste Skat var frelst! og saa foer han afsted, heelt ud
paa Taget, heelt op paa Skorstenen og der sad han belyst af det
brændende Huus ligeoverfor og holdt med begge Hænder paa sin røde
Hue, hvori Skatten laae. Nu kjendte han sit Hjertelag, hvem han
egentlig hørte til; men da saa Ilden var slukket og han blev
besindig, - ja: "jeg vil dele mig imellem dem!" sagde han: "jeg
kan ikke reent slippe Spekhøkeren for Grødens Skyld!"
Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre gaae ogsaa til
Spekhøkeren - for Grøden.
Originalmanuskriptet