Noter : Da sønnen Oluf døde burde hendes rolle have været udspillet, men igen havde hun en heldig hånd. Det danske rigsråd valgte hende til Danmarks "Frue og Husbonde og hele Rigets mægtige Formynder". Kort efter valgte det norske rigsråd hende på samme måde. Hun var enkedronning i Norge, men hun havde aldrig været og blev aldrig dronning i Danmark. Alligevel måtte hun sikre sig, og fik derfor valgt endnu en barnekonge hun kunne være formynder for. Hun gik uden om Mecklenburgerne, som egentlig var tættere i arvefølgen, og fik valgt en dattersøn af den søster, der var blevet gift i Pommern. Det blev den kun 5 årige Erik VI af Pommern. Oldebarn af Valdemar IV Atterdag. I Norge blev han valgt i 1389, mens Danmark og Sverige ventede til 1397 ved indgåelsen af Kalmarunionen, også Margrethes værk. Hun styrede med fast hånd alle tre riger. Indsatte danske og tyske lensmænd i N. og S., sikrede sin magt i DK ved at lade adelborge nedrive, og undlade at besætte vigtige embeder med adelsmænd. I Sønderjylland fortsatte hun faderens politik med at inddrage så meget som muligt af hertugdømmet under kronen. Hun var tæt på opgavens løsning, da hun under et ophold i Flensborg formentlig blev smittet med pest. Hun døde ombord på sit skib ved Okseøerne.
For første gang blev enkelte regeringsdekreter skrevet på dansk i stedet for på latin.
Margrete (1353-1412): dansk regerende dronning, datter af Valdemar 4. Atterdag; 1363 gift med Håkon 6. af Norge, søn af kong Magnus Eriksson Smek af Sverige. P.gr. af slægtskabet gjorde Margrete efter sin faders og mands død henholdsvis 1375 og 1380 krav på som formynder for sønnen Oluf at få denne anerkendt som retmæssig arving til de tre nordiske riger. Efter hans tidlige død 1387 valgtes hun af danskere og nordmænd til "frue og husbonde og hele rigets mægtige formynder". Hanseaterne måtte 1385 tilbagegive de skånske slotte, som de havde haft i pant i 15 år. 1386 sluttede Margrete forlig med Holsten, besejrede 1389 den svenske kong Albrecht af Mecklenburg ved svensk adels hjælp og gennemførte 1397 kroning i Kalmar af sin søsterdattersøn Erik 7. af Pommern til konge over Danmark, Norge og Sverige. Hun vedblev dog at styre rigerne til sin død, indsatte danske og tyske lensmænd i Norge og Sverige for at sikre sin magt dér og svækkede adelens magt i Danmark ved at inddrage adelsgods under Kronen og lade rigsembeder stå ubesatte. I Sønderjylland skaffede hun Kronen stadig større dele af hertugdømmet.
|